Gemt under: Sri Lanka
Turen fra Andaman til Sri Lanka
Afgangen fra Port Blair skulle vise sig at blive kompliceret, fredagen hvor vi ville tjekke ud, var en helligdag (Indien og Sri Lanka har flere helligdage end hverdage). Kontorerne var lukket i weekenden og vores visum udløb mandag. Ikke optimalt. Da vi kommer til kontoret mandag og alle er parate til afgang, får vi afvide det ikke er muligt at skrive nye folk ind i papirerne! Vi havde lige skrevet 3 personer ud af dem, men den anden vej rundt kunne ikke lade sig gøre. Vi opsøger chefen af imigrations kontoret, for at forklare vores problem. På dette tidspunkt var kun Bent og jeg skrevet ind på båden. Vi stod foran 10 dages sejllads, hårdt arbejde for 2 personer. Chefen er ikke særligt forstående, han hopper, råber og skriger af os. Hvis vi ikke forlader Indien idag, hvor vores visum udløber, så vil han konfiskere båden imorgen. :s Var intet at stille op, han kunne ikke tales til fornuft. Bent, skipperen, var ved at få sved på panden, det tegnede ikke godt. I desperation opsøger vi en agent på øen, der normalt ordner papirerne for turister på skibe. Får afvide at den eneste mulighed for at få vores problem løst er at opsøge “chefen” på øen. Manden der altid har det sidste ord. Desværre var han først tilstede på hans kontor dagen efter. Vi finder ham dog til en møde et andet sted i byen, antikoruptions møde. (dette ødelagde lidt vores planer om at betale os ud af problemet). Efter at have tigget og bedt, får vi adgang til ham i et par minutter. Skipperen har skrevet et langt brev, der forklarer problemet. Alt vi ønsker er bare at forlade Indien. “Vent et øjeblik” siger han, og laver et tlf opkald, griner lidt, læner sig tilbage i sin stol, og siger vi kan tage tilbage til imigrationskontoret og der intet problem er mere. F-A-N-T-A-S-T-I-S-K. Hvis man ikke får lov af mor, så skal man bare spørge far. Eller måske det hjalp at han yndlings fodboldshold var Danmark, og han kunne synge slageren “Vi er røde, vi er hvide”. Kan hilse og sige vi var knap så populære hos den førnævnte chef på imigrations kontoret. Men hva…
Var i absolut sidste øjeblik vi blev checket af Port Blair, Indien. Og senere samme aften satte vi kursen mod Sri Lanka. Overordentligt glade for at det lykkes, selvom det så meget sort ud.
Helvede på hav…
Indtil dette tidspunkt har jeg nok haft et lidt romantisk billed af det at sejle.. Her snakker vi et spejlblankt roligt turkis blåt hav, med hundrede vis af legesyge delfiner. Hvilket også har været realiteten siden påmønsting i Thailand. Men skulle ændre sig drastisk. Turen til Sri Lanka varede 10 dage. Det var de væreste, hårdeste og længste 10 dage på min tur indtil videre. Skrev tidligere at man vender sig til at være på havet, og jeg ihvertfald ikke bliver søsyg. Tager A-L-L-E ord i mig igen. Jeg er ikke bygget til at være på vandet, (når der er bølger). Jeg var søsyg i 6 dage. I 3 dage spiste jeg intet, og drak minimalt med vand. Efter den tur var jeg fuldstændigt tappet for energi, og dehydreret. Sov 15 timer i døgnet, resten af tiden lå jeg ned (da jeg ellers blev mere utilpas). Normalt hvis man bliver søsyg eller køresyg, tæller man timer til at man er fremme, og ubehaget kan slutte. Men straks mere uoverskueligt når man ved der er 1.5 uge til ankomst, og ingen vej tilbage. Og når man ikke kan læse en bog, se en film eller spille skak, så går sådan 1.5 uge meget meget langsomt.
Efter dette skal der mere end en 9 timers ubehagelig bustur til at slå mig ud. Det er ikke naturligt for mennesker at befinde sig midt på et ocean med store bølger.
Og så til de positive oplevelser på turen. Vi havde selvfølgelig de oblikatoriske delfiner med på følge. Fik spillet risk med drengene for første gang (gæt hvem der vandt). Flo fra Frankrig havde doneret 4gb nye musik indtryk, hvilket lagde en solid grund for soundtracket på sejlturen. Vi fangede vores første fisk, siden afgangen fra Thailand, en flot og velsmagende baracuda. Jeg er enormt skuffet over vores fiske egenskaber. Skal dog nævnes at vi har mistet meget fiskeudstyr de seneste 2 måneder, og vi fisker kun efter store fisk. (kan også ses på billedet at krogen har fanget fisken i siden, så mere held end forstand). Måske vi fisker over vores niveau, den ene gang hvor vi mistede vores blink, havde en ukendt skabning bidt den rustfrie stål wire over, der forbinder blinket og vores big game fiske line. Man kunne se bide mærker på resterne af stålwiren. Det er er seriøst fisk (haj), der har kræfter nok til det.
Det mest fantastisk øjeblik på sejlturen til Sri Lanka var dog da 4 hvaler kom forbi og hilste på. Er overbevist om det var kaskelot-hvaler. 4 kæmpe hale finner løftes op af vandet, står stille i nogle split sekunder, og forsvinder ned i dybet igen.
Svært ikke at blive fasineret af disse kæmpe dyr. Så smukt og fantastisk at man helt glemmer man er søsyg.
Var et super crew vi havde fået bixet sammen på Andaman, vi havde det perfekt sammen om bord. Hver morgen var der oblikatorisk nøgen badning, vi bandt et tov fast efter båden, og hoppede ud mens den stadig gik for mortor. En lille detalje man gerne skal huske, er at der altid er en person der bliver på båden. (Det glemte nogle familier der var ombord på en større sejlbåd i Caribien for nogle år siden. De havde sejlene oppe, men da vinden var svag, og solen skinnede ned på det spejlblanke turkise hav, bandt de en snor efter skibet og hoppede alle i vandet for at blive trukket efter tovet. Uden tvivl de havde en fantastisk dag, indtil knuden på tovet gik op. Vinden satte til. Og båden sejlede videre uden dem. Alle omkom.)
Dagen inden ankomst til Sri Lanka, ser vi en frygtelig sort himmel foran os. Eller jeg var den eneste ombord der syntes den var frygteligt. De andre syntes det var fantastisk, da det betyder vi ville få vind. Havde jeg været kaptajn, så var vi sejlet uden om. Men sådan skulle det alligevel ikke gå. Vi sejlede frontalt ind i uvejret, selvfølgelig med alle sejlene oppe. Jeg byttede min vagt, da mig og min søsyge ikke lige kunne overskue hardcore storm sejlads. De næste 3 timer fik vi en halv meter regn, drænet i cookpittet kunne ikke følge med, de stod i vand til knæerne. Det væreste var dog at stormen, blandet med det kraftige regnvejr gjorde sigtbarheden ganske begrænset. Og efter en kolision med en fiskekutter med nød og næppe blev undgået, bliver kursen lagt om. Hvilket resulterer i vi følger uvejret de næste 6 timer. Hurra.
Dagen efter lysner det hele. Vejret er bedre. Jeg er knap så søsyg. Og vi kan se land. Sri Lanka. (Lidt baggrunds information, det sidste år er 4 yarch blevet berøvet af bevæbnede fiskere, alle røverier foregår på nogenlunde samme måde. Din sejlbåd bliver spottet, en fiskekutter nærmer sig, de prøver at komunikere med dig, spørger efter cigeratter, eller sælge fisk, de prøver at komme tæt på skibet, og dernæst enten hoppe om bord eller på andet måde skaffe sig lovlig adgang. Når de er ombord er de stadig smilende og venlige, indtil de finder ud af hvor mange folk der er ombord og hvor de befinder sig, på skibet. Herfra går røveriet igang)
Vi havde ikke sejlet længe efter det blev lyst, før vi kunne skimte den første fiskekutter i horisonten. Få minutter efter var de lige i hælene på os, vinkende, råbende og smilende. Efter historierne om røverierne, gav vi dem de 4 pakker cigeratter vi havde om bord, hvilket der blev glade for. Og efter vi havde set alle deres fine fisk og gjordt klart vi ingen skulle have sejlede de igen. Den næste halve dag fik vi besøg af mange fiskekuttere, som desværre måtte sejle tomhændede fra os igen. Vi blev ikke berøvet, heldigvis. (selvom det havde været en god historie at skrive hjem om).
Det fortabte paradis: Velkommen til Sri Lanka
Surfing og Borgerkrig
Var syrealistisk at ankomme til Galle, vores destination på Sri Lanka. Militær havnen hvor vores båd skulle ligge den næste måneds tid, blev bombet af de tamilske tigre i Januar måned. Sikkert derfor var det militære opbud massivt i farvandet omkring. Alt fra små mortorbåde med maskingeværer, til mindre inspektions skibe med et større udbud af seriøse våben. Før vi kunne sejle ind i havnen, skulle vi gennemtjekkes af nogle vigtige mænd med stjerner på skulderen. Fælles for alle der kom ombord på skibet den dag, de var mindre interreseret i papirarbejdet, og diverse tilladelser, mere vigtigt var om vi havde en gave til dem. Hmph.. Så for at alt skulle gå så problemt frit som muligt, delte vi en del gaver ud. Deriblandt alt det alkohol vi ikke selv kunne lide.
Hvad der tog 3 dage i Indien, tog kun 6 timer på Sri Lanka. (måske takket være gaveregnen). Samme dag vi ankom var vi klar til at forlade havnen. Bents forældre havde et hus i Unawatuna, Sri Lankas bade destination nr. 1, så der tjekkede vi ind. Fint hus med 3 store værelser, alle med eget 
bad. Lige ned til stranden. Vores første aften slog vi os ned på stranden med de lokale beach boys. Vi sang og drak med dem hele natten. Var en fantastisk første dag i et nyt land. Flere af disse fyre har en fuldtidsbeskæftigelse der går ud på at surfe, drikke hver dag, ryge en masse græs, og chamere europæriske piger, så de kan blive sponsoreret. (Er ret sjovt, i Thailand finder du alle de ældre mænd der vælter sig i unge asiatiske piger, men her på Sri Lanka er det lige omvendt, her ser du de ældre kvinder der får ubegrænset med opmærksomhed, og kan vælge og vrage mellem lokale unge fyre). De første par dage var vi meget misundelige over tilværelsen af disse beach boys, de bor i paradis, med ubegrænset surfing hver dag. Men hvis du er bundet til paradis, og ikke har mulighed for at se andet, så er det ikke så fedt alligevel. Deres drøm er at blive gift med en pige og komme til europa. Der er ingen fremtid på stranden.
I unawatuna har du mellem 40 og 50 hoteller (og lign.), men i hele denne bugt er der max 20 turister. Derudover 13 italienere der arbejder for en NGO. Det er lidt trist for de lokale, grunden er jo de ny opblussede uroligheder, med blandt andet bombe angrebene i hovedstaden Columbo. Alle restaurenter i byen, er åbne, der er levede lys og dug på bordene. Men ingen gæster. Dette sted er normalt det mest turistede i Sri Lanka, og nu er det mennesketomt. Af egoistiske årsager syntes jeg det er rart, da jeg afskyr steder som dette, når der er flere blege fede hvide turister, end lokale. Men faktum er at et roligt sted som dette, hvor der aldrig har været problemer (udover zunamien), bliver ramt så hårdt økonomisk fordi turisterne lader sig skræmme af en ikke real trussel. 80% af befolkningen i dette områder lever af turister, men er en smule svært når der kun er 20 af os.
De første 14 dage brugte vi i unawatuna og omegn. Spiste en masse god mad, slappede af på fuld tid, og gik igang med at lære at surfe. Den sidste del er hårdt. Men når man starter ud på et overdimentioneret board (som på billedet), så er det ikke helt så svært at starte. Aldrig har jeg dog fået så mange tæsk, bare at komme ud til de forbandede bølger tager dig hundrede år i starten. Men det bedste af det hele, er at det er det værd. 
Blevet så bidt af det, at jeg ikke har brugt mit nyindkøbte kiteudstyr endnu..
Ved et tilfælde fandt vi et lille dansk hotel/restaurent. Og siden da har vi hver morgen spist der, frisk bagte danske grove boller. Great. Ejeren Lisbeth som har boet hernede de sidste 3 år, er utrolig spændende og med et helt fantastisk drive. (hvis man bare kunne samle de bedste egenskaber hos folk man mødte, og overføre dem til en selv, det ville være perfekt) Adsmosfæren på hendes lille sted er dejlig afslappet, altid med god baggrunds musik. Om nogen skulle få lyst til at rejse til Sri Lanka, så får dette sted mine bedste anbefalinger. www.pipels.com
Jeg kunne skrive en bog om alle de ulykkelige zunami historier der findes på Sri Lanka. Især blandt befolkningen her langs kysten. Og folk fortæller meget åbent om det, du behøver end ikke at spørge, med tiden kommer det af sig selv. En god ven jeg har surfet med i nogle uger snart, han er 21 år gammel, han mistede sin surf biks, alle sine surfboards, sin søster, sin mor, og sin far under zunamien. Han har en bror tilbage, og et stykke land. Der findes ingen ord der er passende, når man får fortalt sådan noget. Er dybt imponeret over hans livsvilje og hans personlighed. Svært at beskrive en person der er så tilbageholdende, men stadig kan gøre stort indtryk på sine omgivelser. En dag da vi sad på stranden kom to tyskere gående med deres rottwielere (som ikke var i snor), min vens hund sad ved siden af os og gøede af dem. De to bidske hunde, løb mod os, og gik løs på den gøende lille hund. Efter nogle minutters tumult, fik tyskeren styr på sine hunde, og det hele endte lykkeligt. Jeg var pisse sur på de dumme turister, råbte at de kunne famne holde deres hunde i snor, store idioter! Bagefter snakkede vi om det, og min ven siger han vil undskylde til dem imorgen. Da jeg spørger hvorfor (jeg har mest lyst til at aflive deres hunde), siger han at de er gæster i hans land, og derfor skal de føle sig velkomne. Jeg var chokeret, imponeret, det satte nogle tanker igang.
Gennem landet, på godt og ondt
Efter al den badeferie, skulle der ske noget. Vi splittede op, aftalte at mødes på øst kysten en uge senere.
Jeg tog toget fra Galle til Kandy, en 10-timers tur. Da jeg skal købe billet får jeg afvide alle side pladser er udsolgt, men jeg kan få en ståplads. Der er 2 og 3 klasse billetter, 2 klasse er slem og 3 klasse slemmere, ifølge billet manden. Jeg køber til 2 klasse, og finder ud af der faktisk ingen forskel er på anden og tredje klasse, er sikkert den eneste i toget med en anden klasse billet. Men til en pris af sølle 5 kr så går det nok. Efter en time fik jeg tilkæmpet mig en siddeplads i døren, den plads med det bedste udsyn i hele toget. Var en fantastisk tur. Landskabet startede ud som øde kyststrækning, til små fiskerbyer, disse byer er det rene slum, folk havde absolut ingenting. Toget kom forbi turistbyen Hikaduwa, og det kæmpe monument der er blevet oprettet efter zunamien. Netop ved dette monument, kolliderede toget og zunamien, 3000 omkomne i dette isolerede område. Toget kom gennem hovedstaden columbo, og fortsatte op i bjergene til Sri Lankas anden største by Kandy.
Når et land bliver hjemsted for pakke turister, så vil der altid være touts der prøver at tjene penge på turisterne. Det kan et uskyldigt forsøg på at få kommision fra et hotel eller butik, til at hustle penge fra turisterne ved at digte historier op. Der findes utallige historier om turister der er blevet fra snydt mange penge. (fx den klassiske at importere ædelsten til europa, i den tro at man har lavet år hundredes deal). Som udgangspunkt har jeg altid syntes, at hopper man på dem, så har man fortjent at blive snydt. Men at jeg selv skulle blive ofre for et af disse numre, havde jeg aldrig forestillet mig kunne ske.
På 1.5 dag blev jeg udsat for 5 scams. De 4 af dem gennemskuede jeg efter kort tid. Men ved den ene hoppede jeg i med begge ben. Fortalt i korte træk: Møder en ung fyr på gaden og vi begynder at snakke. Han fortæller han arbejder på et hotel, men har ferie i 3 dage. Vi følges lidt rundt i byen, han er utrolig venlig og hjælpsom. Fortæller om sit liv, sin kone, sit barn. Som udgangspunt er jeg altid lidt skeptisk når folk opsøger mig, da det ofte er med bagtanker. Så de første par timer havde jeg min sunde fornuft liggende på vagt. Men efter en halv dag i selskab med ham fyren, begyndte jeg at føle mig tilpas, vi spiste lidt mad, og på det tidspunkt begynder han at bygge en historie op. Den handler om han har hjulpet et børnehjem, samlet tøj ind til dem, osv. Efter noget tid, fortæller han så at dette børnehjem i denne uge har en udstilling af bastik malerier de har lavet. Hvilket jeg syntes var super interresant, så jeg foreslår vi kigger forbi. Vi kommer forbi et undervisningslokale, hvor de såkaldte forældre løse børn sidder, og lige ved siden af er der et mindre lokale hvor vi går ind. En ung kvinde fortæller mig, samme historie som fyren, og efter noget tid hvor jeg har set alle malerier, ender jeg med at købe mindre et. (kun for at støtte dem, var absolut ikke særlig fint. Prisen er 7 dagsløn i Sri Lanka). Men føles godt, da pengene går til et godt formål. Senere samme aften, sidder jeg og tænker på dagen, alle de folk der har prøvet at snyde mig, og noget føltes forkert. Snakker så med en fyr i en butik, og han fortæller der intet børnehjem er i denne bydel. Så nu sidder min ”ven” og ryger dope for alle mine penge. Det pissede mig af. Især når pengene ment til børn der havde brug for dem. Følte mig ret dum og naiv. Men til mit forsvar, så er disse folk pro, dette er deres job, og nogle af dem er gode til hvad de laver. Men forstår dem, folk vil jo bare tjene til føden, nogle mere ærligt end andre.
Tog på KFC for at spise min sorger væk, søge ly i en amerikansk fastfood kæde, glemme alt om dumme malerier. Men underligt nok hjalp det intet. Så da jeg var på vej ud af restaurenten, fik jeg øje på 2 hjemløse familier. Gik jeg tilbage og købte 10 måltider til dem. Børnene blev vildt glade, og slugte nærmest maden. Føltes godt at vide at de penge man gav, også skabte glæder hos folk der havde brug for det, og ikke et dumt dope hoved. Men bagefter fik jeg alligevel skrupler. Jeg købte jo maden til dem for selv at få det bedre.
Er det ok at glæde andre af egoistiske årsager?
Jeg forlod Kandy morgenen efter, og svor jeg aldrig kommer tilbage.
Den næste etape med toget var helt utolig smuk, gennem fyrskove og utallige te plantager, på kanten af de høje bjergkæder. Denne gang havde jeg frivilligt valgt dør pladsen, til stor forundring blandt de lokale. (de kom hele tiden og sagde der var en fri sidde plads til mig inde i toget). Undervejs på tog turen, bevægede vi os op af, kom gennem dyb tåge og hård regn, temperaturen faldt fra de bahagelige 30 grader til lige omking 18. Efter yderlligere 30min i bus op af bjerget ankom jeg afkølet til destinationen Nuere Eliya. Dette sted bliver blandt lokale kaldt ”Little England”, dels på grund af klimaet, og dels på grund af alle de engelske bygninger der stadig står fra koloni tiden. Byen er grosted for mange europæriske grønsager, og huser den eneste væddeløbsbane på Sri Lanka. De fleste af de gamle koloni bygninger fungerer idag som hoteller. Jeg havde en ide om at bo i en af disse bygninger, hvor alt invetaret er i den oprindelige stil. Men nogle gange svært at få det hele, når man kun vil betale det halve. Og at jeg ankom midt i højsæsonen for lokale turister hjalp ikke meget. Så de fine steder forlangte de 60$ per nat, endte med at få min koloni bygning, men uden invetar, for 8$.
Hele byen var pga de mange lokale turister sat op til det helt store cirkus. Det hele mindede mest af alt om de omrejsende tivolier vi har derhjemme, blandet med højtalere og høj musik. Festen var startet og havde kørt på i 3 uger indtil nu.
Mødte en aften nogle lokale fyre, der havde sat deres egen lille tatoo shop op i andledningen. De var super fine. De fixede mine dreadslocks. Vi drak et par aftener, og jeg blev inviteret på mad af dem flere gange. Lovede egentlig også at besøge deres butik på vestkysten, så de kunne vise mig rundt i deres lokale landsbyer. Men svært at få tid til det hele.
Efter signede har helly hansen og columbia fabrikker på Sri Lanka, og i denne by var der mange butikker der solgte deres jakker til ingen penge. Jeg fik mig en billig helly hansen ski jakke. (endte også med at få en forkølelse, hmm).
Mig og min nye forkølelse tog ned af bjerget, og hoppede på et tog til Ella. Jeg elsker at køre i togene her. De kører så langsomt at når man ikke toget på stationen, så kan man bare løbe efter det, og hoppe ind gennem en af dørene. Tænk hvis det var sådan i Danmark, alle de toge jeg kunne have nået i sidste øjeblik.
Ella var en meget meget lille søving landsby. Der var en gade, hvilken var 400m lang. Lige til at overskue. Omgivet af høje bjerge og te plantager, var dette det perfekte udgangspunkt for seriøs afslapning og små ture ud i landskabet. Der skete ingenting, vi var 4 turister i byen. Mødte en lokal fyr som var super fin, 20 år og havde sin egen restaurent. Så spiste der hver dag, han viste mig rundt i lokal området, og drak med ham og vennerne om aftenen. Hver gang man møder så fantastiske mennesker, så glemmer man alt om de dårlige oplevelser fra ”storbyen”. Dette sted får de bedsteste anbefalinger. Jeg burde været blevet her mindst en uge, tror det kunne have været godt for mig.
Men da surfingen trak i mig, tvang jeg mig selv afsted. Med en bus til Arugam Bay, på østkysten. Arugam er menneske tomt, på kanten til at være lidt spøgelses agtigt. Dette turist sted må være født under en uheldig stjerne, først zunamien der smadrede alt turisme i lang tid. Dernæst bevægede borgerkrigen sig sydover, og dette område blev berørt. Så siden zunamien har dette sted ligget i dvale, intet turist ryk ind, det betyder at kun 30% af alle hoteller er bygget helt op igen. De steder der er bygget op, venter med længsel på turisterne, men uden held. Problemet er at borgerkrigen foregår en lille time herfra. Og flere steder advarer de lokale dig om at tage hertil (mest pga uvidenhed tror jeg).
For at komme til Arugam bay, skulle bussen køre igennem en national park, med mange militære checkpoints, og forfærdelig stort militær opbud. Var eneste turist i bussen, og en smule bekymret for vi skulle køre ind i en elefant (busserne kører som sindsyge). Da jeg ankommer til Arugam Bay, prøver jeg at finde Bent og Thomaz, folk smiler på gader, byder mig velkommen. Nogle spørger om jeg er Thomas, og fortæller at mine venner bor længere nede af bugten. Da dette område er et af de muslimske områder på Sri Lanka, tog jeg mig selv i at sige jeg var svensk den første gang jeg blev spurgt af lokale. Men det føltes helt forkert, og besluttede bare at være dansk. (jeg skammer mig over muhammed skandalen, jeg væmmes over DF, og er flov over tørklæde debatten).
I denne bugt, hvor der er ca 50 hoteller, var vi ca 20 turister. Jeg fandt drengene, og tjekkede ind på et hotel. Super hyggeligt lige ned til vandet, med udendørs toilet og bad tilknyttet hvert rum. Den ene dag talte jeg 5 frøer på toilettet, flere af dem i selve toilettet. Hmm… Vandet der kom ud af bruseren var meget brunt. (stadig efterfølger fra zunamien). Overvejede om det overhoved kunne svare sig at tage brusebad i dette vand. Om natten fløj der flagermus rundt på værelset, da der var åbent flere steder i taget. Back to nature. Thomaz havde lejet en træ top hytte lige ved siden af os. Den var meget sprød. Med udsigt ud over hele bugten. Fantastisk.
Eneste skuffelse ved det fantastiske sted, som er kendt for at være et af de bedste surfspot i verden, var at spottet var lidt for hardcore til en begynder som mig. Flotte bølger. Men med et reef kun 20 meter foran, var det med seriøst risiko som begynder for at få hud afskabninger (og dernæst infektioner). Så jeg droppede alle planer om surfing her.
Da drengene havde lejet nogle store dirt bikes, skulle jeg lære at køre på mortorcykel for første gang. Jeg er solgt. Vi kørte nordpå igennem små landsbyer, og fandt den næste bugt. Ubeskrivelig fin. Og ubebygget. Den er blevet opkøbt af en englænder, der nu er ved at lave en plan for hele bugten. Og de er så småt begyndt at bygge i dele af den. Hvor er det galt at du kan købe et helt område som dette, hvis du har pengene. Når krigen stopper, bliver han mange milionær. Var så fedt at køre igennem alle de små landsbyer, alle børnene løb efter os, og var super glade, tror ikke de fik besøg så tit.
Omkring solnedgang tog vi på safari, igen med mortorcyklerne. Hver aften kommer alle elefanterne i området ned til et vådområde for at drikke vand. Området lå ned til vejen, kun 15 min fra Arugam Bay. Så afsted vi tog. Undervejs møder vi nogle lokale på en traktor, som råber, ”pas på, elefanter forude”, 1 min senere møder vi en ældre man der prøver at immitere en elefant, (da han ikke snakkede engelsk). Og straks efter få vi øje på en familie/folk på ca 10 elefanter. Vi stopper for at tage billeder af dem, og det hele går rigtig godt indtil en ny traktor dukker op bag os. Elefanterne er tydeligt ikke begejstret for lyden, og en af dem begynder at løbe mod os. F_U_C_K. Inden vi får tændt motorcyklerne, er den heldigvis stoppet igen. De løber ret stærkt, og er pænt store sådan nogle dyr. :s
I dette område bliver de uofficielle verdens mesterskaber i nødhjælp afholdt (skulle man tro). Alle nødhjælps organisationer er tilstede her, eller har været tilstede. Blandt andet kom jeg forbi en dansk landsby en dag, (en landsby sponsoreret af Danmark), husene var bygget i dansk stil. Og med store danske flag på vandbeholderen. Både Røde Kors og FN var stadig hernede. Vi drak med dem en enkelt aften. Der blev forresten bortført 2 FN medarbejdere, mens vi var hernede, af de Tamilske Tigre.
Når man ikke er i nærheden af en internet forbindelse, så kan det være svært at finde ud af hvad der foregår her i landet. Da de informationer man får gennem de lokale aviser, og statslige tv stationer, mest af alt er propaganda. Vi hørte at Colombo var blevet bombet igen, og uden tvivl noget var sket, for pludseligt var det dobbelt så meget millitær, og dobbelt så mange check points, da jeg skulle forlade Arugam Bay. Vores bus blev gennemsøgt 3 gange, de første 30min af turen havde vi soldater til at tjekke grøften inden vi kunne fortsætte med militær eskorte. På det tidspunkt kørte vi urealistisk stærkt, kunne ikke helt gennemskue om vi havde travlt, om de altid kørte så stærkt, eller om det var farligt her. Måske en blanding af alle tre ting.
Busturen varede 13 timer, var dejligt at komme tilbage til Unawatuna. Siden da har jeg slappet af og surfet hver dag. (er blevet en smule god). Selvom vi er midt i monsumen, så har vejret var super godt i lang tid. Men en nat startede et skybrud, troden og kæmpe meget regn. Gaderne var oversvømmet hele dagen. Jeg har aldrig oplevet så meget regn. Men at vi ikke var det sted der var hårdest ramt, skulle jeg finde ud af på nettet nogle dage efter. På den 1.5 dag det regnede, mistede 11 livet, og 50.000 blev hjemløse. 
Det fortabte paradis?
Inden Thomaz tog tilbage til Polen, inviterede han os på middag, på The Fortress, hvor han havde boet en uge. Dørene ved indgangen var 4 meter høje og svømmepølen eventyrlig. Det billigste værelse dette sted koster 500$. Han havde B&O telefon på værelse, fladskærm, bose anlæg, ipod, kæmpe minibar, og et fantastisk toilet. Jeg har aldrig oplevet så meget luksus før, og kommer sikkert heller ikke til det igen.
Turen herfra
Vi er blevet 1.5 uge forsinket på grund af motorproblemer (motoren der får ankeret op). Omkring mandag den 14 maj, er forventet afgang. Ankomst i Danmark er nu fastsat, den 4 Juni kl 17.10, lander jeg i Kastrup. Glæder mig.
(Du skal forresten være meget velkommen til at lægge en hilsen) 
Crew fra Sri Lanka til Maldiverne:
Freddy 26år Tyskland
Ask 21år England
Lars 58år Danmark
Bent 31år Norge
Og mig.
Sammenklip af togturen fra Galle til Ella.
