Thomas Simon – Going to Africa

Thailand: Phuket – Similan Islands – Koh Bon – Richelieu Reef

Top Notch dykning, og utallige delfiner.

Efter afrejsen fra Phuket, som blev udskudt en uge grundet problemer med indisk visa, gik turen til Similan Øerne. Var fantastisk at komme afsted, især efter at have ventet på det i 3 uger. Sol fra en skyfri himmel, tyrkis blåt vand, og vind stille. Perkekt dag at starte ud på.

Under hele processen op til afgang, er det eneste jeg har været bekymret for, bølger\søgang\søsyge.. Har aldrig været på havet mere end en dag eller to. Og været søsyg en del gange. Hørt en masse historier om folk der er uafbrudt søsyg fra de starter et togt, til det ender det.. Skræksenariet. Regnede selvfølgelig med at det nok skulle gå, og havde forberedt mig. Købt søsygepiller nok til en måned. En pille virker i 8 timer. Købte 100 piller inden afgang, det skulle være nok 800timer, altså 33 dage. Så burde det ikke kunne gå helt galt. Startede turen med at tage en, bare for at være på den sikre side. Efter 30min gik det så op for mig at søsygepiller er lavet af samme stof som sovepiller, du bliver sløv og træt. Sluttede den første aften af med at brække mig, skyldtes ikke bølger, men nok mere at jeg var træt, spændt, nervøs og spist for meget. Hermed slutter mit søsyge pille eventyr, ikke taget en eneste siden, ikke været søsyg eller dårlig, og kan skrive under på at man vender sig til bølgegangen i løbet af et par dage. Så om nogen mangler søsyge piller, let me know.

Efter en dags rejse ankom vi til Similan, fantastisk fint, og god dykning. Nord for ligger koh bon, der bød på endnu bedre dykning, og endnu en dags rejse derfra fandt vi Richelieu Reef, som bød på det fineste dykning jeg har oplevet indtil nu. Utallige anemoner med små klovnefisk, søslanger og kæmpe fine koraler, svømmede i stimer med hundrede vis af baracudaer, og utallige stimer af akvarie fisk. Så dog ingen hvalhajer, selvom location og sæsonen skulle være perfekt.

Efter 4 dage med intens dykning satte vi kurs mod Andaman Øerne, 4-5dage på det åbne hav, uden tilstedeværelse af land eller andre skibe. Perfekt. Til min store overraskelse var vandet fantastisk roligt, ingen vind, ingen bølger, for godt til at være sandt? Betød dog vi måtte ha moteren kørende non stop indtil vi ankom til Andman, og er jo ikke hensigten når man er ombord på en sejlbåd. Vores vagter var på 2.5time, jeg havde vagt fra 05.00 – 07.30 og fra 17.00-19.30, fik både solnedgangen og solopgangen med, fantatastisk. (Aldrig har jeg set så mange stjerner i mit liv, som på det åbne hav, om natten. Man kan se mange mange flere end der hjemme, himlen er nærmest et stort lys tæppe.) Det er yderst afslappende at have vagt. Vi har en computer der viser din kurs, så du sætter dig bare godt tilrette, slapper af, placerer din fod på roret, styrer samt kigger efter eventuelle skibe eller øer foran skibet, engang imellem. Eneste ulempe ved mine vagttider, er efter vi ankom til andaman, og jeg igen kunne sove længe, så vågner jeg kl 07.00 HVER morgen. Det har jeg aldrig oplevet før, end ikke i militæret. Er jeg blevet et A-menneske?!

At vågne op til definer der svømmer/springer/leger foran båden.

Allerede efter en dag fik vi besøg af de første delfiner, hvilket vi var meget oppe at køre over, vi fik besøg en til to gange om dagen af grupper med omkring 10-12 stykker. Venter stadig på at tage det perfekte billed, sollys fra den rigtige vinkel, krystal klart vand, definer der springer, og ingen bølger/bevægelser i vandoverfladen. (den sidste del der volder mig problemer). Men uden tvivl fantastisk at opservere disse dyr, selvom dette også kan blive hverdag. Utroligt nok. J

24 timer før vi ankom til Andaman, så vi det første tegn af indien. En lille fiskebåd midt ude i ingenting. Vi sejlede hen til dem, og blev alle overrasket over deres gode engelsk kundskaber (sikkert vores uvidenhed der var skyld i det), vi blev tilbudt nogle tunfisk som en gave, og gav dem tilgengæld friskbagt brød og en pakke cigeratter. (Fisken smagte fantastisk)

India: Andaman Islands (Car Nicobar Islands)

We Love India.

Når man snakker med folk der har været i Indien, er de fleste enige om at det er intet mindre end fantastisk. Men de mindre possitive punkter er alt for mange mennesker, og generalt meget beskidt. Andaman og Nicobar islands, beskrives bedst som ”Little India”, du har alt fra Indien, den billige og yderst smagfulde mad, de utrolig venlige, imødekommende og veltalende indere, tilsat det har du kridhvide strande, aktive vulkaner, tæt regnskov, kanibalistisk stammebefolkning, et uberørt undervandsliv, og et farvand der er beskyttet for kommiciel fiskning. Overbefolkning, og et beskidt Indien, finder du ikke her..

En ting der overraskede mig efter en dag i Indien, var mænds forhold til hinanden. En normal aften, ser du unge og ældre mænd, alle gå hånd i hånd. Eller med armen om hinanden. Det ser lidt sjovt ud, minder om 2 slyng veninder i en dansk folkeskole. Unge fyre kan sidde og snakke, mens den ene hviler hånden på den andens lår. Ved ikke om det er os i Danmark der er noget galt med, burde jo være helt iorden at gå hånd i hånd. Men faktum er du ikke ser det derhjemme, og det ser lidt spøjst ud i mine øjne.

Ambasadør veteran biler, og Bajaj ”vespa” Scootere. Det første jeg så da jeg ankom til Port Blair, som er havne byen, var en fantastisk flot gammel taxi. Det viste sig at 80% af alle biler i byen var magen til denne. Helt utroligt. (se billed nedenunder). Et andet fint mortorkøretøj er Bajaj Scooterne, disse er en Vespa ”look alike”, virkelig en lille fin maskine. Undersøgte priserne, og viste sig pruduktionen stoppede 3 månneder siden. Bliver udskiftet med scooter modellerne vi kender hjemmefra. Trist.

Når man snakker om Andaman, bør man også nævne Nicobarerne, som ligger længere sydpå. Dette skulle ha været det rene paradis. Grunden til jeg ikke skriver om Nicobarerne er fordi det er Off-Limit for turister. (Lige bortset fra et enkelt resort eller to hvor rige indiske statsborgere kan holde ferie). Grunden til denne politik, er at man vil beskytte den oprindelige stammebefolkning der bor og har boet på Nicobarerne så længe historie bøgerne går tilbage. Et besøg fra nogle turister kan i værste fald udslette en hel stamme (som da de spanske turister ankom til Inka riget for nogle år siden). Er flere historier om skibe der har naermet sig, hvorefter de er blevet angrebet af de lokale med spyd. Paa little andaman hvor du ogsaa har flere stammer boende, har alle lokale busser der koerer igennem deres omraade politi eskorte. Hoerte om en dame der havde vaeret her i 99, hun fortalte hvordan stammerne havde kastet med spyd efter bussen. Så måske det er for turisternes eget bedste ikke at komme for nær.

Stammernes oprindelse på Andaman og Nicobar er utrolig interessant. Har set billeder af alle de forskellige stammer, og det er slående hvor forskelligt de ser ud. En stor del har malaysiske træk, og lige så mange burmesiske træk. (hvilket også er logisk nok). Men så har du et par stammer hvor de afrikanske træk er gennemgående, og en enkelt stamme som er små som pygmæer. Fantastisk mix, på et så lille område.

Andaman and Nicobar Islands eller Frederiks Øerne?

Utroligt det end lyder, så har dette været dansk territorium i næsten 100 år. Fra år 1616 havde Danish East India Company hovedsæde på Fort Dansborg i Trankebar. Sammen med Swedish East India Company importede de mere te end British India Company. De smuglede derefter 90% af teen til England, og skabte en kæmpe profit på det. De tog kontrol over Andaman og Nicobarerne i år 1756, og åbnede et kontor på Kamota Island, Nicobar. Slutningen på det indiske eventyr kom efter den britiske flåde angreb København i 1807, ”The battle of Copenhagen”. Briterne overtog kontrollen af havene, og dette betød enden for Danish East India Company. I 1848 blev det danske kontor på Kamorta forladt.

Crusing Andaman

Snorkling med hajer, søkøer og rokker, blandt vulkaner og øde bounty strande.

Vores plan var at sejle rundt om andaman, men før det kunne lade sig gøre skulle alt papir arbejde være iorden. Vi brugte 5 dage på at få tilladelser, og vores rute godkendt. 2 gange om dagen skulle vi så kontakte havnen, for at give dem vores gps kordinater, så de kan se vi ikke befinder os i et af de mange forbudte områder. I de første 3 dage, blev vi overfløjet af kystvagtens fly/helikoptere flere gange om dagen. Vores rute blev: Port Blair – Niell Island – Havelock – Inglis – North Button – Long Island – Sound Island – Narkondam – Barren – Port Blair. 

De første 7 dage var meget afslappende, vi sejlede kun et par timer om dagen, da øerne lå tæt. Niell Island, bød på lidt vind, så jeg fik prøvet mit nye kiteudstyr, lækkert. Fra vores båd så vi et større dyr i vandet, folk havde mange ideer om hvad det kunne være. Men efter vi hoppede i med vores snorkel udstyr, vidste det sig at vi befandte os i et område med en del søkøer. Og de var absolut ikke bange for mennesker, vi kunne snorkle ved siden af dem i lang tid.. Se hvordan de blev gjort rene af små fisk. Fantastisk.

Havelock er blevet kåret til at have asiens smukkeste strande, området er turistet, men absolut ikke turistet som i Thailand. (i Thailand ville en strand som denne være fyldt med 6 stjernet hoteller, og standstole, det finder du intet af her). 80 % af turisterne her er isrealere, ufatteligt. Men sådan er det mange steder i Indien. Vandet var som en swimming pool, fyldt med tykis blåt vand, og standen kridhvid med regnskoven i baggrunden som en fin kontrast. Dette er den fineste strand jeg har oplevet indtil nu.. Også her svømmede vi med søkøer.

Eneste minus er sandfluer. Det lyder måske uskyldigt, men de er nogle små sataner. Meget meget værre end myg. De bider en, så det klør i flere dage. Hvis du er stærk nok til ikke at klø igen, så regn med at du alligevel gør det i søvne. Jeg blev noglelunde skånet for dem, kun haft 20-30 stk. Men mødt mange der har camperet på stranden i en måned, de kan have flere hunderede på samme tid, over hele kroppen. Problemet er at når du klør, får du et sår, chancen for at der kommer infektion i såret i dette klima er meget høj. Efter sådan en måned ligner folks ben, nærmere en betændt kropsdel på en stik narkoman.

Efter nogle dage på Havelock tog vi til Inglis Island, det fineste snorkling jeg har oplevet. End ikke på Similan, hvor vi dykkede, så jeg så mange forskellige søanemoner, som der var på Inglis. Utroligt fint, og fantastisk at man ikke behøver andet end en maske for at opleve så unikt undervandsliv.

Long Island var hjemsted for en gruppe lokale, så vi købte en masse grønsager og frugt. Man bliver nu engang lidt træt af strande, de minder trods alt om hinanden, (vand og sand), og så er det rart at komme ind i en lille landsby, snakke med de lokale (selv børnene snakker godt engelsk), alle er interesseret, spørger hvor du er fra, hvad du hedder, om du kan lide Andaman. Der er ingen restaurenter eller hoteller på disse øer. Dog har enkelte lokale en seng eller to de lejer ud. Og nogle laver lidt mad og sælger. Det er alt du behøver. De folk der kommer til denne ø, er folk der camperer på stranden.

2 timer fra lands byen, igennem tæt tropisk skov, ligger en lille isoleret strand ved siden af en kokos nød plantage. For 6 år siden var en rainbow camp her (en gruppe folk der vidrefører værdierne fra 60erne), og lige siden har folk opsøgt denne strand for at leve i et med naturen. De lokale har selvfølgelig set dette fra sidelinjen, og tænkt at det ville være en penge maskine med et resort, da de allerede har alle turisterne på stranden. Håber i kan se problemstillingen.

Efter en afstemning blev planerne ændret, istedet for at sejle rundt om Andaman, satte vi kurs ud mod det åbne hav, og vulkan øerne Narkondam og Barren. Long Island over Sound Island til Narkondam. Turen dertil tog 18 timer, vind og 2m bølger. (må desværre rette mig selv, skrev tidligere jeg ikke har været sygsyg siden thailand, det blev jeg nu). Mistede lysten til at spise og drikke i 1,5 dag. Så da bølgerne stoppede var jeg drænet af energi.. Puha..

Narkondam den første vulkan ø, er ikke aktiv mere, men dækket af tyk regnskov, med en enkelt sandstrand, omringet af koralrev og fisk. Vi havde læst om nogle folk der havde bestiget vulkanen, og selvom vi ikke havde tilladelse, valgte bent, steffan og jeg at svømme til land for at gå til toppen. Der var en rute beskrevet på kortet, men da vi var på den anden side af øen, tænkte vi at det måtte være muligt at lave vores egen, på trods af at det så ret stejlt ud. Da vi efter 20min svømmetur ankom til land, så det mere stejlt ud end forventet. Jeg var meget i tvivl om det var en god ide at gøre det, det ville være muligt at komme op, men ville blive svært at komme ned igen. Midt i alle mine overvejelser havde bent og steffan allerede begyndt opstigningen. Bent var 30m oppe, steffen var 5m over mig, jeg stod stadig ved bunden da jeg hørte et stensked begynde. Jeg kiggede op og ser en granit blok, falde 1,5m forbi steffen, og i frit fald med retning mod mig. Med en størrelse på omkring 70*70cm så den forfærdelig stor ud, jeg prøvede at flytte mig, men nåede ingen steder inden den ramte en halv meter fra mig. Splinterede i store stykker, der blev spredt omkring mig. Mine ben rystede lidt, pulsen var meget høj, flyttede mig i frygt for flere sten ville komme samme vej ned. Udover et mindre chok, et par overfladiske skrammer, var jeg uskadt. Stenskredet var startet 100m oppe af bjerget, blokken var fløjet over bent, forbi steffan og så ned til mig. Uheldige eller heldige. Følte mig meget heldig, og havde absolut ikke lyst til at fortsætte vores bestigning. Selvom det måske lyder som en kliche, så satte den episode mange tanker igang. Nogle ting bliver hurtigt uvæsentlige, ligegyldige, mindre vigtige.

Med livet i behold, fortsatte vi til Barren Island, den eneste aktive vulkan i Indien. Den var sidste gang i udbrud 6 måneder efter tsunamien ramte Andaman. På nuværende tidspunkt kom der lidt røg ud af den. Vi kunne godt have ønsket os lidt mere action. Men undervands livet omkring Barren gjorde det absolut op for den manglende lava. Det var f-a-n-t-a-s-t-i-s-k. Vi var eneste mennesker på øen, eneste båd i området. Fiskene var absolut ikke vant til mennesker. Men gjorde dem ikke mindre interesseret. Mens jeg snorklede svømmede store barakudaer og tunfisk rundt om mig, en armlængde væk. Var meget tæt på at hente harpunen vi har ombord, indtil en rev haj, på min egen størrelse dukkede op. Flere hajer, rokker, små og store fisk, holdte til her. Min bedste oplevelse i vandet indtil nu, er uden tvivl at svømme så tæt på disse store rovdyr. Et par af de andre tog et enkelt dyk på Barren, og i følge dem var det et af deres bedste dyk nogen sinde (skildpadder, store fisk og flere hajer). Jeg var desværre ikke helt frisk, så måtte undvære dykker oplevelsen.

Port Blair

Efter en endnu en dags på vandet, ankom vi til vores udgangspunkt, Port Blair. Her var det meningen at Sophie skulle forlade båden, og vi andre rejse videre til Sri Lanka. Men da Steffan var begyndte at blive lidt forelsket i hende, besluttede han sig for at følge trop. Julia havde fået tilbud om job i tyrkiet, så pludselig var det kun Bent og mig tilbage. Dette var ikke en del af planen(!).

Det er muligt sejle båden 2 personer, men da turen til sri lanka er 8-10dage, hvis vi sejler non stop, så er det hårdt arbejde hvis man kun er 2. Og ingen til at hjælpe med at lave mad.. Det er ikke laid back.. Så jeg rendte rundt med flyers i 6 dage. Alle steder hvor backpackere hænger ud. Vi fik en del henvendelser, men ingen der blev noget seriøst ud af. Vi indså at det i værreste fald godt kunne tage noget tid at finde gaster, så vi købte Age of Empire (et spil), koblede computerne sammen, og begyndte at fordrive tiden. De lokale barer fik også en del besøg, de er ret spøjse, de ligner alle et gammelt baglokale på en forladt fabrik (det ene lokale mørkere end det andet). Du ser ingen kvinder, kun mænd der drikker lokalt øl (5-10%), eller whisky.

En dag hvor jeg sidder på en internet cafe (meget normalt det virker en time, og er nede en time), kommer Flo min ven fra Frankrig (jeg rejste med i Thailand). Han havde mødt nogen der havde mødt os, og der igennem fandt han mig på internet cafeen. Endnu engang bliver jeg bekræftet i hvor lille verden er. Han havde netop afsluttet en måneds surf på Little Andaman, og havde en fly at nå til Bangkok. Vi havde dog 3 dage sammen i Port Blair, så vi hang ud ved hans guesthouse. Det skulle vise sig at være en fantastisk ide, for selvom alle havde set vores opslag, så kontaktede kun få os. Men efter et par aftenen med druk ved dette vandrehjem, så havde vi allerede 6 emner, hvoraf vi har en aftale med 2 af dem.

De to mest interessante personer vi mødte, var uden tvivl Thomas og Mattæus fra Polen. Thomas er fotograf, arbejdet en del med japanske tøj designere, men også optaget undervands natur programmer i Antarctica. Han bruger Hasselblad og Leica, hvilket jeg finder utroligt interessant, så bliver fyldt med viden om disse klassiske anolog kameraer. Får næsten lyst til at droppe den digitale hype, og bruge en formue på et Leica M6. Hans ven Mattæus er skulptør, arbejder med bronze, og prøver at leve af det, hvilket ikke er helt nemt. Han afsætter sine værker i det meste af verden. De købte en indisk motorcykel og rejste sammen på den i nogle måneder. Thomas rejser videre med os, og Mattæus bliver på Andaman, da han får damebesøg.

Beggar Masters

Nogle gange hører du en historie som er så grum, at du vælger ikke at tro på den. Dette er sådan en historie. Men selvom du måske vælger ikke at tro på den, er det skam den skræmmende sandhed fra det virkelige liv, langt væk fra glansbilledet af et samfund vi lever i. At tigge kan være en indbringende forretning, især i turistområder. Det har nogle folk som man kalder ”beggar master” fundet ud af. De har også fundet ud af at du tjener flere penge hvis du er svært handicappet. Deres forretning starter med at de tager rundt på børnehjem, skaldepladser, samler en masse børn op, og tager dem under deres vinger. Dernæst tager de børnene til en læge der amputerer deres arme, og måske ben. De bliver tævet så de mister synet, evnen til at tale og førerligheden. Og tilbage har du en et menneske, der er gået fra at være rask (men fattig), til at være 100% afhængig af andre mennesker. De bliver sat på hvert deres hjørne i en storby, med en krukke foran dem. En gang om dagen bliver pengene så hentet at beggar masteren, der giver dem lidt mad (kun nok til at overleve, de skal jo gerne se sultne ud). Det sidste jeg har hørt om disse sager, er 5 læger i Indien, der er blevet stillet for en dommer, da de har amputeret utallige raske legmer på fattige børn, der er faldet i hænderne på beggar masters. Dette får mig til at tænke på de multihandicappede børn i Cambodia jeg har givet penge. Hvor ender pengene, og har de altid været så handicappede?

Hvad gør du for at hjælpe dem der ikke er så heldige at blive født ind i et velfærdssystem som os.. (lukker øjenene?)

S/Y Disalagraptus

Lidt informationer om sejlbåden og udstyret ombord. Båden har 10 andelshavere (9 danske og 1 norsk) den er en 46 fod stål båd, bygget i Australien sidst i 80erne, mastehøjde 17meter, splinterny Perkins motor, komplet dykkerudstyr (6 flasker, kompressor, osv), fiskegrej, helt ny gummibåd med en 25hk motor (som er mere end rigeligt til at trække mig på kiteboardet), 2 computere, fladskærm, dvd afspiller, samt mit nyindkøbte NSP surfboard 6’8, 9m2 og 12m2 Cabrinha kites og airush kiteboard. Risk, matador og frøkken jensens kogebog. Eneste der mangler er en autopilot og radar, så vi kan se film og spise mad hele tiden, uden afbrydelser.

De 4 surf billeder og (ene video) er taget af franskmanden  paa little andaman.

Planen herfra

Vi sejler fra Port Blir den 31 marts. Tager evt en dag eller 2 på den sydlige del af andaman, der ligger et vældigt fint surfspot. Dette spot indgår blandt andet i en af Jack Johnsons surf film. Var her franskmanden hang ud en måned, (se film nedenunder).Derefter sætter vi kursen mod Sri Lanka, 8-10 dages sejlas. Båden bliver i Galle, og vi rejser rundt en måned på land. Bent har en lejlighed i den sydlige del af landet. Jeg vil gerne lære at surfe, evt bruge et par uger på det. Og så ellers tage toget ind i landet, besøge te plantagerne, nationalparker, og se hvor vejen fører mig. Regner med vi får det meste af landet for os selv, da de fleste turister sikkert holder sig væk, efter fly angrebet på regeringens militære flyveplads. Vi må bare sørge for ikke at være på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Skal nok gå. Ser frem til at rejse lidt rundt.

Efter Sri Lanka sejler vi til maldiverne, hvor jeg har 3-4 uger. Inden jeg tager flyet mod Danmark. Min billet er reserveret, og går alt efter planen så lander jeg i Copenhagen Airport den 4 juni kl 17.10.

Besætning til Andaman:

Steffan: 26 år, Israel

Julia: 22 år, Tyskland

Sofia 20 år, Tyskland

Bent 31 år, Norge (skipper)

Og mig…

Besætning til Sri Lanka:

Aurelian: 19, Schweiz

Tomasz: 32 år, Polen

Bent 31 år, Norge (skipper)

Og mig…

Surfing paa Little Andaman.

Fest i Port Blairs gader, fejrede en af deres mange guder. Gik ikke stille for sig, noget serioest krudt der blev smidt med.

Dette billed er fra Thailand, men fik det ikke med paa bloggen sidste gang. Mr. Thailand har den sejeste cykel taxi paa Ko San Road. Indbygget laenestol og anlaeg.Tjek ham ud…